Danmarks første mønttelefon blev åbnet søndag d. 17 december 1898 og hang i nationalbanken. Den blev kun brugt 4-5 gange i løbet af ugen i starten. Det var bl.a. på grund af at der ikke var mange abonnementer. Et opkald kostede dengang 10 øre, det svarer til 25-30 kr i dag, men så kunne man også snakke så lang tid man ville. Selvom der ikke var mange der benyttede mønttelefonen, besluttede selskabet Kjøbenhavns Telefonautomater at sætte flere op. Allerede i 1899 var der 400 steder i hovedstaden man kunne ringe fra. Mønttelefoner befandt sig i porte og opgange. Opfinder Carlsen opfandt to løsninger for mønttelfonen. Han opfandt en møntsorterer som sorterede alle uatoriserede betalingsmidler fra og en slags tyverisikring.

I 1902 blev der opstillet en telefonkiosk i de største byer. Før telefonnettet blev automatiseret, blev samtalerne ekspedeter af telefonistinder. I 1931 blev mønttelfonerne rykket ud i telefonbokse på gaden, eller i baggårde. Mønttelefonen kunne stadig ikke bruges 24 timer i døgnet. Den første rigtige telefonboks blev opstillet på Vigerslevsvej Allé i København i 1935. Boksen var stadig i brug i slutningen af 1970'erne. I 1955 var det slut med ubegrænset taletid for 10 øre. Kunden skulle fra nu af betale for den tid, de talte i. Man havde dog ikke fået ombyttet alle ti-øres automater før 1967. I 1994 indførte Tele Danmark et princip om at et opkald til en telefonboks skulle koste ekstra, fordi de skulle hjælpe med at betale for driften af boksene. (Ref 1)

Drosketelefonen også kaldet telefonskabet. Skabet blev brugt om 1950.

Det første billede til venstre, blev tegnet af arkitekt Jens Ingwersen i 1935. Skabet var i brug til omkring 1980. Boksen i midten er fra Kristian Kirks Telefonfabrikker A/S og fra 1969. Til højre Spørgsmålstegnet, der blev tegnet af Klavs Helweg-Larsen i 1982.

Billedet viser Jan Utzons telefonboks fra 1992. (Ref 2)

1. Så faldt ti-øren, udgivet af Tele danmark Betalingstelfonen

2. Telefonen af Post og Tele Museum